Fodboldarkivets historie

holbaek.fodboldarkiv.dk - nostalgi, statistik og fakta: Det historiske arkiv om fodbolden i Holbæk Bold- & Idrætsforening…

 

Hvorfor holbaek.fodboldarkiv.dk?:

Siden jeg var lille har jeg tilsyneladende haft en svaghed over for fodboldresultater-, -stillinger og -statistikker. Mine første allerførste optegnelser daterer sig tilbage til 1993, da jeg var ni år gammel og tog med min morfar til danmarksserie-fodbold i HB&I. At disse spæde optegnelser – indskrevet på skrivemaskine og derefter puttet i et ringbind – skulle blive kimen til et digitalt og historisk fodboldarkiv, var der vist ingen der havde set komme.

I sommeren 2003 fik jeg fat i Palle »Banks« Jørgensen omfattende B93-krønike, og syntes i den forbindelse, at det kunne være sjovt og interessant at overføre samme fodboldstatistiske behandling på HB&I. Årene forinden havde Aksel Hansen og Henry Smith udgivet henholdsvis »En fodboldklub i provinsen« og »Verdens hårdeste skud« og fodbolden i Holbæk. Begge forfattere kredsede om de gode klub- og spillerhistorier i bøgerne, man levnede ikke meget plads til resultater og stillinger. Mission blev derfor - i første omgang - at få ordnet og specificeret alle klubbens divisionskampe siden debuten i Danmarksturneringen i 1963 og dermed supplere de to bøger.

Dette udfordrende og morsomme hobbyarbejde fik arbejdstitlen »Årsbogen«, og foregik over godt og vel et år ved mikrofilms-apparatet på Holbæk Bibliotek, hvor gamle aviser blev udforsket. I sommeren 2005 blev arbejdet med de 100 ringbindsider med HB&I-statistik »offentliggjort«, da sportsredaktionen og daværende sportsredaktør Søren »søm« Moehrdel på Holbæk Amts Venstreblad, fandt statistikarbejdet interessant. Artiklen »Ung fyr giver Holbæk styr på fodbold-fortiden« (20. august 2005 – kan du læse HER) vakte interesse hos en del avislæsere, og jeg valgte derfor at gøre det statistiske materiale offentlig på aarsbogen.dk.

Siden internetlanceringen i efteråret 2005 er det statistiske materiale løbende blevet opdateret og nyt materiale bliver ligeledes løbende tilføjet. Det er i dag derfor mere retvisende at kalde hjemmesiden for et fodboldarkiv, og derfor fik aarsbogen.dk i sommeren 2013 nyt navn. Nu tilgås det historiske og statistiske materiale via holbaek.fodboldarkiv.dk.

Formålet med fodboldarkivet er at gøre klubbens historie så levende som overhovedet mulig for klubbens medlemmer, tilskuere, journalister, sponsorer osv., og holbaek.fodboldarkiv.dk skal således være dét sted på nettet man søger hen, når fodboldhukommelsen svigter eller væddemål med vennerne skal afgøres. Du kan læse mere om fodboldarkivet HER (artikel fra ugeavisen »Hallo Holbæk«, december 2014).

 

Tak til:

Projektet med at kortlægge fodboldhistorien kan til tider være en lang og besværlig - men ikke desto mindre en interessant rejse. Jeg har dog ikke kunne klare arbejdet alene, og derfor skal der lyde en stor tak til nedenstående, som har ydet holbaek.fodboldarkiv.dk stor hjælp:

Claus Birch (Helsingør), Steen Bjerre (FREM), Aksel Hansen (HB&I), Henrik Haslund (www.haslund.info), Lasse Munkholm, Palle »Banks« Jørgensen (B93), Steen Larsen (fodboldhistorik.dk), Søren B. Laursen, Søren »søm« Moehrdel (Holbæk Amts Venstreblad/Nordvestnyt), Jørgen Nielsen (IFFHS), Frank Petersen (HB&I), Aage Schmidt (HB&I’s Venner), Ole Ørnstrup (HB&I), Bjarne F. Nielsen (HB&I), Erik B. Sørensen (HB&I), sportsredaktionen på Nordvestnyt samt danskfodbold.com.

 

»Vidste du, at«:

Det er ikke kun på »nettet« at holbaek.fodboldarkiv.dk eksisterer. I perioden 2006-2023 leverede fodboldarkivet fodboldstatistisk materiale til Holbæk Amts Venstreblad og senere Nordvestnyt. Således samarbejdede avisen og holbaek.fodboldarkiv.dk om de fodboldhistoriske optaktsklummer - »Vidste du, at…« - som oftest var at finde i avisens weekendudgave. Klummerne indeholdt historiske perspektiver på tidligere kampe, spillere, trænere osv. i forbindelse med HB&I’s førsteholdskampe.

Siden foråret 2015 leverer holbaek.fodboldarkiv.dk ligeledes til HB&I’s kampprogram som sælges i forbindelse med klubbens hjemmekampe.

 

Henry Nedergaards Mindepokal

Manden bag holbaek.fodboldarkiv.dk:

Mads Munkholm Teglskov:

Født 22. januar 1984 (40 år), og har siden 1993 fulgt førsteholdet i HB&I, hvor klubbens hjemmekamp mod Slagelse blev min »debutkamp« som tilskuer (HB&I tabte 1-4). Rent fodboldmæssigt har jeg spillet ungdomsfodbold i klubben, hvor positionen som back var favoritpladsen. Ellers har jeg også passet målet og været fremskudt angriber, hvis der var behov for det…

Fodboldhøjdepunktet var én enkelt kamp på klubbens bedste ynglingemandskab på en træningstur til Italien, men ellers blev det hovedsageligt til ungdomskampe for lavere rangerende hold. Som frivillig har jeg også været bolddreng for »fodboldstjernerne«, da HB&I fristede en kummerlig tilværelse i Sjællandsserien tilbage i 1995. Jeg har altid været bidt af en gal fodbold og har lige siden jeg var barn gemt alle mulige fodboldeffekter, blade, magasiner etc. Allerede dengang begyndte jeg at gemme tabeller, stillinger og topscorerlister - så allerede fra barnsben har jeg haft en svaghed over for fodboldstatistikken. I den forbindelse har jeg bl.a. bidraget med oplysninger til Palle »Banks« Jørgensens »Landsholdenes 2.198 spillerprofiler« fra 2004. Ved den ordinære generalforsamling i HB&I den 24. februar 2013 modtog jeg klubbens fornemmeste hædersbevisning – Henry Nedergaards Mindepokal – for mit arbejde med at kortlægge klubbens historie.

I perioden januar/2019-juni/2022 fungerede jeg som sponsorudvalgsformand og var tillige i perioden november/2019-marts/2021 næstformand i fodboldklubben. Fra marts/2024 medlem af bestyrelsen i støtteforeningen »HB&I’s Venner«.

 

Mit arbejde med at udvikle det fodboldhistoriske arkiv er udelukkende en fritidssyssel, og jeg blev i foråret 2010 uddannet cand.scient.soc. i socialvidenskab og historie ved Roskilde Universitet, RUC, og arbejder i dag som uddannelsesleder ved det tekniske gymnasium i Slagelse.

Har du spørgsmål, kommentarer eller rettelser angående ting, du ser på holbaek.fodboldarkiv.dk, er du meget velkommen til at kontakte mig på mailadressen:

mads@fodboldarkiv.dk

 

Cookies på holbaek.fodboldarkiv.dk:

holbaek.fodboldarkiv.dk henviser til "Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr" af 9. december 2011. Når du besøger holbaek.fodboldarkiv.dk modtager din computer automatisk en cookie, hvorefter holbaek.fodboldarkiv.dk registrerer dit besøg og din anvendelse af hjemmesiden. En cookie er en lille tekstfil. Den indeholder ingen personlige oplysninger, og informationerne er derfor anonyme. Cookien fortæller bl.a., hvor lang tid du besøger hjemmesiden, om hvilke statistiksider du besøger samt hvilken browser du benytter. De anonyme informationer bruges kun til at føre statistik over aktiviteten på holbaek.fodboldarkiv.dk. Alt efter hvilken browser du anvender, kan du i browserindstillingerne få informationer om, hvordan du sætter din browser op til at slette cookies, blokere for dem eller advare om disse, før de gemmes. Du accepterer ovenstående cookie-politik, når du besøger holbaek.fodboldarkiv.dk.

 

© Copyright. Alle sider er indsamlet og skrevet af Mads Munkholm Teglskov. Du er velkommen til at bruge det i mindre uddrag - men kilden skal opgives:

[Kilde: holbaek.fodboldarkiv.dk]. Større uddrag er kun tilladt efter aftale.